Guide til bilkøb

Hvad bør du tage højde for, når du vælger bil, billån og forsikring? 

Guide og gode råd ved bilkøb

Citroën eller Skoda?
Fiks by-bil eller stationcar?
Ny eller brugt?

Som bilkøber er der mange ting at tage stilling til. Her får du gode tips til, hvordan du vælger den rette bil, det rette lån og den rette forsikring.
  • Først skal du overveje, hvilket kørebehov du har. Har du brug for en bil, som er nem at manøvrere og parkere i byen? Eller kører du mange lange stræk? Fisker du og har brug for plads til udstyr? Skal bagagerummet kunne rumme en barnevogn? 
     - Spørg bilforhandleren, for han kan hjælpe med at spore dig ind på dit behov.  Men du skal ikke lytte så meget til andres gode råd om foretrukne mærker. Du skal se på, hvad der tiltaler dig mest inden for den prisklasse og den størrelse, du har behov for og råd til. Der produceres ikke dårlige biler i dag, så det handler mest om smag og behag, siger Glen Voss, salgschef hos Autohuset Vestergaard A/S.
  • Når bilen er valgt, skal den finansieres. Husk at undersøge lånemarkedet grundigt, råder Jesper Jensen, kreditdirektør i AL Finans, der finansierer mange bilkøb.
     - Du skal ikke være bange for at finansiere lånet gennem bilforhandleren, for ofte har de gode kampagnetilbud i samarbejde med finansieringsselskaber. I banken får du dog en mere grundig rådgivning og snak om din økonomi. Så det kommer meget an på, hvad du har behov for. Det vigtige er, at du får indhentet flere forskellige tilbud og sørger for at sammenligne ÅOP, som er de samlede årlige omkostninger i procent på et lån og det eneste, man kan sammenligne direkte, siger han.
  • Hvis du er førstegangskøber må du regne med, at din bilforsikring ligger i den dyre ende, fordi du anses for at være en uerfaren bilist – men der er stadig store forskelle i priserne, så se dig godt for.
     - Forhold dig til, hvilke krav og forventninger, du har til din forsikring. Ønsker du både ansvars- og kaskoforsikring? Hvor stor en selvrisiko ønsker du, eller har du råd til? Og hvilke betingelser for ”konsekvens ved skade”, ønsker du? Og så bør du kontakte flere forskellige forsikringsselskaber og få deres bud, råder Stig Søgaard Petersen, produktansvarlig i Alka, der peger på, at forsikringsguiden.dk er et godt sted at sammenligne produkter og priser.
     
    Se også "Guide til sammensætning af din bilforsikring" som forklarer de mulige dækninger du kan tilvælge.
  • Om du skal købe ny eller brugt bil kommer an på, om du vil gå med livrem og seler – eller du er gambler-typen.
     - Som førstegangskøber er der en fordel i at købe en ny bil, fordi du her kan beregne et præcist budget, der er fabriksgaranti, og du kan købe en serviceaftale. Forsikringer og grønne afgifter er ofte også billigere på nye biler, siger Glen Voss, salgschef i Autohuset Vestergaard A/S. Jesper Jensen, kreditdirektør i AL Finans, der finansierer mange billån, er enig, men mener også, en brugt bil kan fungere, hvis du ser dig godt for.
     - Du kan gøre gode køb på de gamle biler, men kan selvfølgelig også være uheldig at ende med ekstra serviceomkostninger. Så hvis du køber en brugt bil, er det vigtigt at tage en prøvetur og få en mekaniker til at kigge på den først. Eller endnu bedre: Få lavet en FDM-attest på den, så du er sikker på, den er testet igennem, siger han.

Beregn og køb din bilforsikring online

Beregn din pris her