Derfor har Alka i snart 10 år samarbejdet med TAMU-centrene i Danmark, hvor de to forsikringsrådgivere Henrik Dam og Rasmus Nielsen ganske gratis tager ud og underviser eleverne i forsikringer.
Hvad er en forsikring, og hvad dækker den?
”Mange unge ved slet ikke, om de har en forsikring, eller hvad deres forsikring dækker. Det er først, når skaden er sket, at de opdager det. Derfor vil vi gerne være med til at tage et samfundsansvar og klæde de unge bedre på,” forklarer Henrik Dam, Intern kunderådgiver i Alka.
Grunden til, at det netop er TAMU-centrene, Alka tager ud på, er at målgruppen for TAMU-uddannelser – 18-30-årige, der ikke er i job eller uddannelse på grund af personlige og sociale udfordringer – kan have et særligt behov for at blive klædt bedre på til alt fra at vælge bank, betale regninger og forholde sig til pension og forsikringer.
Tag stilling inden skaden sker
”Udover at de er under uddannelse inden for blandt andet rengøring, kantinedrift, lager eller ejendomsservice, skal de også lære at tage stilling til alle de praktiske ting, der er relevante, når man flytter hjemmefra. Her vil vi gerne give en hjælpende hånd. Så når vi er ude, har vi slet ikke fokus på at sælge forsikringer – det handler kun om, at de skal vide, hvordan en forsikring fungerer. Og hvad der konkret sker, hvis man for eksempel ikke har en indbo- og en ansvarsforsikring,” siger Rasmus Nielsen.
Hver femte unge har ingen indboforsikring
Faktisk er det hver femte unge dansker mellem 18 og 29 år, der ikke har tegnet nogle af de mest basale forsikringer som indbo- og ansvarsforsikring, efter at de er flyttet hjemmefra. Det viser en undersøgelse, Epinion har lavet for Forsikring & Pension.
”Derfor giver det så meget mening for os at tage ud og holde de her gratis oplæg. Hvis vi bare kan få en håndfuld på hvert hold til at huske, hvilke forsikringer der er vigtige eller ligefrem lovpligtige at have, er det en sejr,” fortæller Henrik Dam.
Henrik Dam og Rasmus Nielsen fortæller blandt andet, hvordan en indboforsikring også dækker personlige ejendele som tøj og elektronik, selv når man bor på TAMU-centret og har folkeregisteradresse et andet sted. Samtidig bliver der sat fokus på, at indboforsikringen kan inkludere retshjælp – noget der kan være en stor hjælp, hvis man for eksempel ender i en konflikt med sin udlejer.
Derudover kommer Henrik og Rasmus ind på, at en ansvarsforsikring ikke kun er lovpligtig ved bilkøb, men også hvis man kører knallert eller scooter. Og endelig giver de et konkret eksempel på, hvornår en rejseforsikring er relevant – for eksempel hvis man bliver syg før en planlagt fodboldtur til England.