Sådan sikrer du dig bedst mod tyveri på sommerens festivaler

Pressemeddelelse, 28. juni 2019

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at at 830.000 danskere sidste år deltog i sommerens festivaler. Her benytter mange af os lejligheden til at sove i telte og bo i hyggelige camps. Men de lettilgængelige telte på festivalpladserne kan være fristende for tyvene.

Øde lejre og ulåste telte. Festivalerne landet over kan være en ren guldgrubbe for tyve, der har god tid til at ribbe folks telte.
Derfor er det en god ide at tage et par forholdsregler, hvis du hører til de 17 pct. af danskerne, der har en festival eller to i dine sommerplaner. Både for at forhindre tyveriet i at ske og for at sikre, du gør det rigtige, hvis uheldet skulle være ude.
"Det første råd er, at man skal vænne sig til at have alt af værdi på sig. Aldrig efterlad dyr elektronik, tasker eller smykker i teltet. Og så opfordrer vi alle til at hjælpe med at passe på hinandens lejre og reagere, hvis de ser noget mistænksomt", siger René Thinggård Jørgensen, Skadeschef i Alka.

Lås teltet når du forlader det
Det bedste du kan gøre for at undgå tyveri midt i de sjove festivaldage er at tage en hængelås med til teltet. Ikke kun fordi, det forebygger tyveriet, men skulle du blive bestjålet har det også en vigtig funktion. "Forsikringsselskaberne dækker kun skaden, hvis der har været lås på teltet. Derfor er låsen en rigtig god idé, så man kan få erstatning, hvis man skulle være uheldig. Derudover er det ved alle former for tyveri vigtigt, at man melder det til politiet. Har man haft indbrud i sit telt, skal man tage billeder og gemme låsen. Hvis tyven har skåret sig ind, bør man også gemme teltet, indtil forsikringsselskabet har behandlet sagen" siger René Thinggård Jørgensen. 
Han påpeger også, at hvis tendensen med de mange uvejr fortsætter sommeren over, kan det være en rigtig god ide at pakke sin elektronik ind i en plastikpose, hvis man insisterer på at have det med sig på festival.

Gode råd til festivalgængeren:
Lås dit telt, når du forlader det – ellers dækker forsikringen ikke.
Lad de dyre gadgets ligge hjemme – de frister tyvene.
Lad aldrig smykker og kontanter ligge i dit telt – hav dem med dig hele tiden.
Tag ikke flere kontanter end højst nødvendigt med på festivalen – brug betalingskort i stedet.
Hav telefon og penge i lommer eller tasker, der kan lukkes helt.
Hav en ansvarsforsikring, så du er dækket, hvis du forvolder skade på andre.

Kilde:
Danmarks Statestiks Kulturvaneundersøgelse