Pas på i påsken: stor risiko for ulykker i helligdagene

Pressemeddelelse, 16. april 2019

Risikoen for ulykker er markant højere i helligdagene, viser nye tal fra forsikringsselskabet Alka. Du skal især passe på dig selv og på din bolig. Læs her, hvilke skader der ofte rammer danskerne i påsketiden.

Nye tal viser, at der er hele 19 pct. højere risiko for skader i helligdagene, herunder påsketiden, sammenlignet med andre dage på året.
I påsken er det især personskader og skader på boligen, herunder indbrud, der får tallene til at skyde i vejret. Og det varme vejr, der ser ud til at ramme os lige om lidt øger risikoen for skader yderligere forklarer René Jørgensen, Skadeschef i Alka:

"Det er jo ganske skønt, at påsken formodentlig byder på en masse sol. Men havetid betyder folk, der klatrer højt på stiger, klipper hæk med sløvt værktøj og renser græsslåmaskiner med de bare næver. Der er faktisk ret mange mennesker, der ender på skadestuen af den årsag." Han fortæller, at det særligt er mænd, der kommer ud for skader i påsken. Af den simple årsag, at det oftere er dem, der fx klipper hækken.
 
Den anden helt store skadegruppe ligger hos boligejerne. Risikoen for indbrud i påskedagene er nemlig steget markant de seneste år og påsken er nu en af de absolutte højsæsoner for indbrud, på niveau med fx juledagene og industriferien. Derfor opfordrer René Jørgensen folk til at tage deres forholdsregler, inden de kører til påskefrokost og efterlader deres bolig tom i halve og hele dage:
 
"Solide, gode døre og vinduer, der er forsvarligt lukket og låst er det bedste værn imod indbrud. Det er også en god idé at fjerne de værdifulde ting, så man ikke kan se dem udefra, eller få det til at ligne, at der er nogen hjemme. I det hele taget skal man bruge sin sunde fornuft og fx lade være med at stille en stige lige foran sit vindue. En simpel runde om huset inden man tager hjemmefra, vil i mange tilfælde kunne hindre et indbrud, mens man er væk" siger René Jørgensen.

FAKTABOKS: pas på disse typer skader i påsken  
• Haveskader såsom fingerskader fra brug af grensaks/hækkeklipper/græsslåmaskine eller fald fra højder
• Skader som følge af brug af havetrampolin
• Sommerhusskader der er opstået vinteren over, men først opdages i påsken
• Indbrud
 
Kilde: Alka Forsikring

Kontaktinformation
Kathrine Ejlskov
Presseansvarlig, Alka 
Mail: [email protected] 
Telefon: +45 5384 9333