Farvel eller på gensyn? Næsten halvdelen af de unge flytter hjem til mor og far igen

Pressemeddelelse, 2. september 2019 

I disse måneder pakker mange ungdomsværelset ned, krammer mor og far farvel og drager mod voksenlivet. Men en ny undersøgelse viser, at 41 pct. af dem på et tidspunkt vender tilbage til børneværelset bl.a. på grund af pengeproblemer. Alka vil med en ny kampagne hjælpe unge med at få styr på økonomien.

Snart ringer klokkerne til studiestart landet over. Så står den for mange unge på en ny tilværelse med nye venner og en forhåbentlig balanceret fordeling af timer på læsesalen og i fredagsbaren. Ikke ligefrem en hverdag de fleste ser sine forældre spille en rolle i, og derfor er sommeren også højsæson for at flytte hjemmefra. Men en ny YouGov-undersøgelse foretaget for forsikringsselskabet Alka viser, at voksenlivet for mange har lidt flere bump på vejen, end man regner med, når man vinker farvel til mor og far. 41 pct. af de unge mellem 18-30 må nemlig på et tidspunkt flytte hjem igen. 

”Når vi ser på, hvorfor de unge flytter hjem igen, peger de selv på to forklaringer: kærestebrud og rod i økonomien. Det første kan vi dårligt blande os i, men det sidste kan vi hjælpe med at få styr på”, siger Frederik Sjørslev Søgaard, der er direktør i Alka. Forsikringsselskabet lancerer i starten af september en kampagne, der forsøger at give de unge nogle økonomiske redskaber til at flytte hjemmefra med succes.  Og ikke overraskende peger direktøren på forsikringselementet.

Økonomi for begyndere
For det kniber nemlig med at få købt forsikringer for de unge, der langt oftere end andre aldersgrupper undervurderer, hvor vigtig sådan en er for en sund økonomi. Den førnævnte undersøgelse viser, at en tredjedel af de unge mellem 18-30 mangler en indboforsikring, og dermed ikke har det nødvendige økonomiske sikkerhedsnet under sig, når de begynder voksenlivet.

”Skulle det frygtelige ske, at man bliver involveret i en personulykke ved fx at påkøre en anden på cykelstien, så står man med erstatningsansvaret, hvis den person får varige mén. Det kan potentielt løbe op i flere mio. kroner, og det er selvsagt et beløb, der kan slå de flestes økonomi fuldstændig itu,” siger Frederik Sjørslev Søgaard. Et andet eksempel kan være, at cyklen eller iPaden bliver stjålet eller iPhonen går i stykker. Det er som regel en stor udskrivning, hvis man fx er på SU.

”Det er derfor, vi laver den her kampagne. Den skal skabe fokus. På den måde håber vi, at der kan blive ledt opmærksomhed hen på bl.a. forsikring, der normalt ikke står øverst på listen over de unges foretrukne samtaleemner. Vi ved godt, at der også er mange unge, der har styr på det. Men analysen viser samtidig, at der stadig er lang vej i mål. Derfor har vi som forsikringsselskab et ansvar for at udbrede kendskabet til, hvor vigtig en indboforsikring er for en stabil økonomi i ens voksne liv,” siger Frederik Sjørslev Søgaard.

En håndfyld gode råd
Forsikring gør det ikke alene og derfor er kampagnen en form for guide til, hvordan man får succes med at flytte hjemmefra. I den finder man nogle generelle råd som ”planlæg dine indkøb”, ”gå dine streamingtjenester igennem”, og man møder også den gamle traver: ”hav en klar plan for din økonomi”. For selvom de fleste nok har fået tudet ørerne fulde af netop dét råd, så viser undersøgelsen, at hele 46 pct. flytter hjemmefra uden at have lavet et budget:

”Det viser med al tydelighed, hvorfor der er behov for kampagnen. Mit håb er, at vi ved at lave en humoristisk kampagne kan fænge de unge på en ny måde, så resultatet bliver, at de slipper for at skulle flytte hjem igen pga. økonomiske udfordringer”, slutter Frederik Sjørslev Søgaard.

TJEKLISTE: husk dette, når du flytter hjemmefra

  • Lav en klar plan for din økonomi
  • Få overblik over forventet forbrug
  • Brug dine forældre
  • Gå dine streamingtjenester igennem
  • Planlæg dine indkøb
  • Meld dig ind i en a-kasse