Pressemeddelelse

20. marts 2018

En ud af fem danskere lejer eller udlejer bolig privat:
Dækker din forsikring hvis du bruger Airbnb i påskeferien?

AirBnB

I påskeferien bruger danskerne i stor stil deleøkonomiske udlejningsportaler som f.eks. Airbnb til at finde en feriebolig eller til at leje deres egen bolig ud, imens de selv er på ferie. Men udlejningsportalerne opererer i en forsikringsmæssig gråzone, hvor du både som lejer og udlejer kan ende med en kæmpe regning, hvis der opstår skader i boligen.

Med den kolde start på foråret står en tur til varmere himmelstrøg i den forestående påskeferie nok højt på mange danskeres ønskelister. Mange ferierejsende udskifter det klassiske hotelværelse på destinationen med leje af en privat bolig. En ud af fem danskere benytter sig af deleøkonomiske tjenester som Airbnb, viser tal fra Danmarks Statistik (Danmarks Statistik: https://www.dst.dk/da/Statistik/nyt/NytHtml?cid=28787).

Hvis du overvejer at tjene lidt ekstra til ferien ved at leje din bolig ud, er det god idé at undersøge, hvordan du er stillet, hvis noget går i stykker eller bliver stjålet, når du ikke er hjemme.

- Mange tænker ikke over forsikring og erstatningsansvar, når de giver fremmede mennesker nøglen til deres hjem igennem private udlejningstjenester. Men når du i en kort periode udlejer din bolig privat, bliver det normalt betragtet som en situation, hvor du selv har inviteret folk ind i dit hjem, og derfor dækker indboforsikringen ikke, hvis dine ting udsættes for hærværk eller bliver stjålet. Det er dog muligt at udvide forsikringen, så den også dækker i disse tilfælde, forklarer Lise Agerley, der er Kommunikationsdirektør i Alka.

Hun fortsætter:

- Fjern derfor dine dyreste ting og arvestykker med stor affektionsværdi, lav en lejeaftale med lejer og opkræv et depositum, før lejer rykker ind i dit hjem. Kontakt også dit forsikringsselskab og undersøg din nuværende dækning og tegn evt. en tillægsforsikring, der specifikt dækker skader under privat udlejning i den periode, du lejer ud.

Værtsgaranti dækker ikke alt

Mange af portalerne udbyder en værtsgaranti, der giver udtryk for at dække skader i boligen på op til 5.000.000 kr. for Airbnb’s vedkommende (Airbnb's danske hjemmeside: https://www.airbnb.dk/help/article/279/what-is-the-airbnb-host-guarantee). Man skal bare huske, at portalerne ikke er forsikringsselskaber, men lever af at formidle kontakt mellem udlejer og lejer, så det er langt fra alle skader, garantierne dækker, fortæller Lise Agerley.

- Værtsgarantierne svinger i kvalitet, og der er mange huller – bl.a. dækker den ikke personligt ansvar. Airbnb henviser også selv til, at deres værtsgaranti ikke er en forsikring og derfor ikke kan gå i stedet for udlejers egne forsikringer. Så selvom en værtsgaranti på fem millioner lyder af meget, har den langt fra samme dækningsgrad som din egen forsikring, forklarer hun.

Forskellig dækning fra selskab til selskab
Det er ikke kun, når du udlejer din bolig, at du skal være opmærksom på, hvordan du er forsikret. Hvis du lejer en privat bolig i ferien og kommer til at skubbe en vase på gulvet eller spilde rødvin i sofaen, kan du risikere selv at hænge på regningen. Det er nemlig ikke alle forsikringsselskaber, der dækker skader på lejet eller lånt feriebolig igennem indboforsikringen, og så kan det alligevel blive en dyr fornøjelse at lege den billigere private lejlighed i Madrid frem for at tjekke ind på et hotel.

- Hvis du kommer til at ødelægge dine venners ting, når du er på besøg, dækker din ansvarsforsikring. Hos nogle forsikringsselskaber gælder det også, hvis det sker i en bolig, du har lejet, men det kan variere fra police til police. Derfor er det vigtigt, at du afklarer med dit forsikringsselskab, hvordan du er dækket, før du lejer dig ind. Ellers risikerer du selv at hænge på regningen, hvis der ryger porcelæn på gulvet eller der kommer fedtpletter på udlejers hvide dug, forklarer Lise Agerley.

Fem gode råd før du lejer eller udlejer bolig i påskeferien

  1. Lav en skriftlig lejeaftale. Så kan jeres aftale dokumenteres efterfølgende, hvis der skulle opstå problemer. Aftalen bør om minimum indeholde navne på aftaleparterne, lejemålets adresse, den aftalte leje samt hvornår lejemålet starter og slutter.
  2. Aftal et depositum. Aftal et beløb med lejer, som du skal have på kontoen, før de flytter ind i dit hjem – så er du sikker på i hvert fald at blive godtgjort med det beløb i tilfælde af problemer.
  3. Fjern de dyre genstande, smykker, penge og arvestykker. Gem alle de ting, du ville blive ekstra ked af at få ødelagt eller stjålet, væk i en skuffe eller et skab, som du kan låse, og som ikke lige kan tages under armen. Så er du på den sikre side.
  4. Udlej og lej kun igennem troværdige tredjeparter. Hold dig til sider, hvor i som lejer og udlejer både kan kommunikere direkte, og hvor i kan få hinandens identitet bekræftet via f.eks. mobil, LinkedIn, pas, kørekort eller lignende. Kommuniker kun igennem den tjeneste, i er kommet i kontakt igennem.
  5. Kontakt dit forsikringsselskab inden du lejer eller udlejer. Find ud af, hvordan du er dækket, og overvej eventuelt at tegne en ekstra tidsbegrænset forsikring, der specifikt dækker lejeforhold.

For mere information kontakt venligst:
Jacob Spangenberg, COO i Alka Forsikring
Direkte: 27 25 55 48
jsp@alka.dk