Undgå dyre skader og ubudne gæster i sommer- og kolonihavehuset henover vinteren

Pressemeddelelse

21. november 2017 

Når vinteren står for døren, lukker og slukker vi i sommer- og kolonihavehusene og tager hjem. Men i de kolde vintermåneder kan sommer- og kolonihavehuset både risikere at få store skader og besøg af tyve. Desværre dækker forsikringen ikke altid, hvis man ikke har lukket sommer- og kolonihavehuset rigtigt ned. Alka Forsikring guider her til, hvordan du gør huset klar til vinteren.

Kalenderen siger november, og sommerhussæsonen er for længst overstået. De 250.000 danskere, der har sommer- og kolonihavehus her i landet, har formentlig allerede lukket døren til sommer- og kolonihavehuset for sidste gang i år. Men det er ikke alle, der husker at klargøre huset til vintersæsonen, hvor det i månedsvis står lukket og slukket i kulden – og det kan blive en dyr fornøjelse, hvis der opstår skader på indbo i vinterhalvåret.

”De fleste sommer- og kolonihavehusejere er godt klar over, at huset skal gås igennem, inden man forlader det sidste gang om efteråret. Og er du grundig i dit tjek, kan du selv forebygge de mest almindelige vinterskader på det tomme hus, ” fortæller Lise Agerley, der er kommunikationsdirektør i Alka.

Hun fortsætter:

”Havemøblerne skal naturligvis sættes væk, men man bør også gennemgå tag, tagrender og facader for eventuelle skader. Og hvis ikke vandrør og -beholdere bliver tømt, risikerer man desuden slemme frostsprængninger og store vandskader, der kan blive rigtig dyre, fordi forsikringen ikke dækker, når det sker i rum, der ikke er tilstrækkeligt opvarmede. Det samme gælder vandskader hvis årsagen er, at tagrenderne ikke er renset. ”

Dobbelt så mange indbrud om vinteren
Men selv hvis dit sommer- og kolonihavehus klarer sig gennem vinteren uden skader, kan det stadig blive en kedelig fornøjelse at vende tilbage til det om foråret. Der er nemlig dobbelt så mange indbrud i sommer- og kolonihavehuskvarterer i vinterhalvåret i forhold til sommerhalvåret – og tyvene har god tid til at tage alle værdier med sig.

”Tyvene ved godt, at kun de færreste opholder sig i sommer- og kolonihavehuset om vinteren. Derfor kan de slippe afsted med værdigenstandene i ro og mag. Jeg plejer at sige, at man som minimum skal huske at fjerne alle ekstranøgler, der eventuelt ligger på grunden. Dem er tyvene gode til at finde. Når sommer- og kolonihavehusområderne er så øde om vinteren, er det også en god idé med en ekstra lås på hoveddøren og udendørsbelysning med føler. Det kan være med til at demotivere tyvene, inden de overhovedet går i gang, ” forklarer Lise Agerley.

Flere og flere danskere har dyre møbler og design i deres sommer- og kolonihavehuse og ifølge Alka går tyvene målrettet efter det. Derfor anbefaler Lise Agerley, at man tager de dyreste genstande som fjernsyn, stereoanlæg osv. med hjem i vinterhalvåret og måske forsøger at stille designermøblerne et sted, hvor de ikke er alt for synlige, når man forlader huset for vinteren. Derudover er det en god idé at lade gardinerne være trukket fra, så tyvene ikke kan arbejde bag nedrullede gardiner og heller ikke forestiller sig, at der står mange kostbare genstande, hvis det ikke er tilfældet.

Sådan kommer du vinterens skader og indbrud i forkøbet

Lise Agerley opstiller her otte gode råd til, hvordan du bedst forbereder sommer- og kolonihavehuset til vintersæsonen:

  1. Gå taget igennem. Kig efter huller, slem slitage og løse tagsten, så der ikke trænger vand og fygesne ind.
  2. Rens tagrenderne. Hvis de er fyldt med snavs og blade, kan nedløbsrørene hurtigt blive tilstoppet og løbe over i månederne, du er væk.
  3. Vedligehold facaderne. Mange sommer- og kolonihavehuse er af træ, og træværket har godt af en overfladebehandling eller ekstra vedligeholdelse, så det er tæt. Kig ekstra grundigt på de nederste 15-20 cm, da fugtpåvirkningen er størst her.
  4. Gennemgå haven. Læg havemøbler og -redskaber væk og kig efter træer i nærheden af huset, som er helt eller delvist døde og derfor kan risikere at vælte ind i huset under en vinterstorm.
  5. Luk for vandet. Luk på hovedhanen og sørg for at tømme rør, anlæg og cisterner for vand, så du ikke skal bekymre dig om sprængninger. Skal du bruge huset i løbet af vinteren, og du derfor ikke vil lukke helt for vandet, skal du i stedet sikre, at huset er tilstrækkeligt varmt hele tiden.
  6. Luk fugten ud. Du kan eventuelt stille en fugtfjerner i huset, men ellers handler det om at sørge for ventilation via luftventiler eller riste og at lade dørene inde i huset stå åbne, så ingen rum bliver for fugtige.
  7. Installer en varmepumpe. Hvis du vil være helt sikker på at undgå frostsprængninger, fugt og mug, kan du installere en varmepumpe, som er en billig måde at sikre en minimumstemperatur i sommer- og kolonihavehuset.
  8. Skræm tyven væk. Ud over lys med bevægelsessensor, ekstra låse og stærke kæder, kan du overveje at installere et alarmsystem, som både virker afskrækkende på tyvene og samtidig sørger for at du får besked, hvis der er nogen i huset.

For yderligere information kontakt venligst
Lise Agerley, kommunikationsdirektør i Alka
Direkte: 43 58 59 11
[email protected]