Pressemeddelelse

30.11 2016

Sådan er du dækket, hvis en 17-årig bilist låner din bil

Snart kan unge få kørekort som 17-årige, og en ny gruppe bilister kommer derfor ud på vejene i løbet af 2017. Men hvem står med ansvaret, hvis en 17-årig låner din bil og laver en skade? Læs her, hvilke krav de unge bilister skal opfylde, og hvordan de er dækket af forsikringen, hvis uheldet er ude.

Danske bilglade unge har i en årrække med længsel set mod USA, hvor man allerede som 16-årig må køre bil. Men fra det nye år skal de unge herhjemme vente et år kortere, før de selv kan sætte sig bag rattet. 1. januar træder en ny forsøgsordning i kraft, hvor unge, tre måneder før de fylder 17 år, kan begynde at tage kørekort, og derfor drøne ud på vejene som 17-årige, når køreprøven er bestået.

Men hos forældre landet over kan der opstå bekymring, når de 17-årige gerne vil låne deres bil. For er de nye bilister under 18 år dækket af bilforsikringen på lige fod med andre? Og gælder der særlige regler for de unge bilister?

Bilforsikringen dækker
Lise Agerley, der er kommunikationsdirektør i Alka Forsikring, oplyser, at bilens lovpligtige ansvarsforsikring dækker, så længe føreren har et gyldigt kørekort – uanset alder.

”Det er bilejerens ansvar, at bilen har den lovpligtige ansvarsforsikring. Den dækker de skader, føreren forvolder med bilen – også hvis personen bag rattet er 17 år. Nogle forsikringsselskaber har dog en højere selvrisiko, hvis føreren er under 25 år. Kører føreren af bilen vildt og hensynsløst, kan det desuden have betydning for, om du kan få erstatning for skader på selve bilen fra kaskoforsikringen, hvis du har tegnet en sådan. Derfor er det en god idé at afklare din bilforsikrings - og evt. kaskoforsikrings - dækningsgrad med forsikringsselskabet, inden du lader den 17-årige hoppe ind på førersædet, ” siger hun.

Erfaren bilist som ledsager er et krav

Udover at have et gyldigt kørekort og overholde færdselsloven er det også et andet krav, at indtil den unge bilist fylder 18 år, skal vedkommende ledsages af en voksen, der er mindst 30 år, har kørekort og mindst ti års erfaring som bilist, når den unge skal ud at køre. Ledsageren må ikke have fået frakendt sit kørekort i en tiårig periode og skal være i stand til at køre bil, når pågældende sidder på førersædet under kørslen. Ledsageren kan derfor ikke f.eks. være beruset.

”Det er vigtigt, at den voksne er sikker på at opfylde kravene, før han eller hun sætter sig ind i bilen som ledsager. Forældre kan derfor ikke bede deres søn eller datter om at hente dem efter en middag med rigeligt rødvin – det er et krav, at ledsageren er i en tilstand, hvor han eller hun kan køre, hvis bilen bliver stoppet af politiet, ” siger Lise Agerley.

Gode råd til forældre til 17-årige, der får kørekort

  • Kontakt dit forsikringsselskab og hør, hvordan din bilforsikring dækker, hvis din bil forulykker med en ung bilist bag rattet.
  • Tjek, om du eller den anden voksne, der er ledsager i bilen, opfylder de specifikke krav til at være ledsager for en 17-årig bilist.
  • Tag en snak med din søn eller datter om bilforsikring, og hvad den dækker. De skal være trygge ved at fortælle dig det, hvis de kører galt og påfører andre skade.
  • Hvis uheldet er ude, skal skaden straks meldes til forsikringen.

For yderligere information kontakt venligst:

Lise Agerley, kommunikationsdirektør i Alka
Direkte: 43 58 59 11
lag@alka.dk