Pressemeddelelse

27. december 2016

Hvornår dækker din forsikring, når stormen har hærget?

Danskerne blev 26. december ramt af stormen Urd. Nogle havde allerede taget deres forholdsregler, mens det gik anderledes kedeligt udover andre. Læs her, hvordan mange stormskader kan undgås, og hvad forsikringen egentlig dækker.

Står du tilbage med skader efter julestormen Urds hærgen, så sørg for at få hjælp til at udbedre dem hurtigst muligt, så de ikke bliver større. Dit forsikringsselskab dækker nemlig ofte udgifterne til en midlertidig reparation, hvis du husker at dokumentere det. Du skal derfor huske at gemme alle kvitteringer, ligesom det er en rigtig god idé at tage billeder af skaderne, så du kan vise skadens omfang senere hen.

- Hvis dine vinduer er gået itu, bør du gardere dig mod følgeskader ved hurtigt at afskærme dem med vandtætte materialer, som f.eks. træplader eller plastik. Det samme gælder huller i taget, der straks bør dækkes til med en presenning, råder kommunikationsdirektør i Alka Forsikring, Lise Agerley.

Sådan dækker forsikringen
Din forsikring dækker som regel skader som følge af storm. I forsikringsverdenen skal vindhastigheden dog have været minimum 17,2 meter per sekund, før betegnelsen ”storm” kan bruges, og forsikringen dækker. Hvis du er i tvivl, kan du bruge forsikringsvejret.dk til at kontrollere, om der har været storm på din adresse.

Du skal være opmærksom på, at de fleste forsikringer ikke dækker løse genstande, der har fået knubs efter en flyvetur i stormen – eller helt er fløjet væk. Det er kun dig selv, der er ansvarlig for at sætte havemøbler, krukker, grill og andre løse genstande inden døre, så intet går i stykker.

- Vi bliver ofte spurgt om folks ejendele, der har rejst rundt i haven under stormen. Skader på selve havetingene er som udgangspunkt ikke dækket af forsikringen, men hvis havestolen f.eks. har knust stuevinduet, vil vinduesudskiftningen selvfølgelig blive kompenseret, siger Lise Agerley.

Har du fået skader på dit hus som følge af stormen, f.eks. tagplader der er blæst ned, er det husforsikringen, der dækker. Det er derimod indboforsikringen, du skal have gang i, hvis der er tale om skader på dine indbogenstande, f.eks. vandskader på møbler eller det ægte tæppe, fordi dele af taget er blæst af.

Alkas gode råd før og efter stormen:

Før stormen

  • Du kan downloade app’en ”Husets Vejralarm”, hvor du automatisk modtager varsler for stormvejr
  • Sæt havekrukker, havestole og andet, som kan blive taget af stormen, indendørs
  • Fjern eller fastgør løse genstande i haven – også havetrampolinen
  • Fæld gamle træer og fjern grene
  • Fastgør løse tagsten
  • Luk alle vinduer og døre
  • Aftal gerne med naboerne, at I hjælper hinanden, hvis den ene ikke er hjemme

Efter stormen

  •  Dæk ødelagte vinduer til med træplader og huller i taget med presenning
  • Tag billeder af det beskadigede
  • Få grønt lys fra forsikringsselskabet, før du smider ødelagte genstande ud
  • Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du er i tvivl om, hvordan du skal forholde dig, når skaden er sket

For yderligere information kontakt venligst

Lise Agerley, kommunikationsdirektør i Alka

Direkte: 43 58 59 11

lag@alka.dk