Pressemeddelelse

10. marts 2016

Rod, lys og musik mod indbrud:
Pas på påsketyvene!

I påskedagene sker der traditionelt set mange indbrud, når danskerne tager på påskeferie eller hygger over en god frokost hos familie og venner. Derfor er det vigtigt, at man ruster sit hjem mod de snedige påsketyve, inden man forlader det. Rod, lys og musik er nemme måder at gardere sig på.

Selvom antallet af indbrud falder i Danmark, er vi stadig et af de mest indbrudsplagede lande i Europa. Der sker fem indbrud i timen året rundt, oplyser Stopindbrud.dk, der et samarbejde mellem Det Kriminalpræventive Råd, Forsikring & Pension og Sikkerhedsbranchen. Især i påsken sker der traditionelt set mange indbrud. Alene blandt forsikringsselskabet Alkas kunder sker der 8,9 % flere indbrud i påskedagene, end der sker på ’almindelige’ dage.”

Når vi tager på påskeferie eller er på besøg hos familie eller venner og efterlader vores hjem alene hjemme, har tyvene frit spil, hvis vi ikke har sikret vores værdier ordentligt. Derfor er det vigtigt, at vi ruster os mod de snedige indbrudstyve, der i mange tilfælde holder øje med vores hjem,” fortæller Lise Agerley, kommunikationsdirektør i Alka.

Den ydre sikre
Først og fremmest er det vigtigt, at man sikrer huset udefra.

”Sørg for, at din bolig har solide døre, låse og vinduer. Et gennemsikret hus er mindre attraktivt at bryde ind i, end et hus hvor hoveddørens lås nemt kan lirkes op. Det er også en god idé at alliere dig med dine naboer, hvis du er bortrejst i flere dage. Få dem til at tømme din postkasse og lad dem parkere deres bil i din carport. Det giver illusionen af, at du er hjemme,” forklarer Lise Agerley.

Lad rodet ligge
Derudover er der en række nemme indendørstips, man kan bruge i kampen mod indbrudstyvene. Hovedreglen er, at man skal få sit hjem til at se beboet ud.

”Brug et tænd- og sluk ur, så du kan få lyset til at tænde og musikken til at spille, når du ikke er hjemme. Lad også rodet være, før du tager på ferie. Indbrudstyvene går udenom de hjem, hvor der er den mindste risiko for, at der er nogen hjemme. Så selvom det er rart at komme hjem til et pænt hjem, er det bedst at lade ungernes legetøj ligge på gulvet og kaffekopperne stå på bordet. Det signalerer, at ’vi er hjemme’, og så bliver dit hjem mindre attraktivt at bryde ind i,” fortæller Lise Agerley fra Alka.

At ruste sit hjem mod påskens indbrudstyve har også betydning for, hvad man kan få dækket i tilfælde af indbrud.

”Selvom indboforsikringen dækker indbrud, er det et krav, at døre og vinduer er forsvarligt aflåst. Indboforsikringen dækker indbrud i dit hjem, når alle døre og vinduer er lukkede og forsvarligt aflåste. Hvis de ikke er det, er stjålne kontanter og dine smykker ikke dækkede, hvilket er utrolig ærgerligt, da smykker ofte har stor affektionsværdi,”. oplyser Alka

Hvis uheldet er ude
Hvis man har haft indbrud, skal man først og fremmest kontakte politiet og dernæst sit forsikringsselskab, der vil vejlede i den videre proces.

”Sørg for at få dækket din bolig af hurtigst muligt, så du undgår flere uønskede besøg. Det er også en rigtig god idé at tage billeder af situationen og få overblik over omfanget af tyveriet. I det videre forløb skal tabet gøres op, og du skal kunne dokumentere dine tab. I denforbindelse kan det være nødvendigt at have kvitteringer på dine ting – gerne suppleret med billeder”, lyder rådene fra Alkas kommunikationsdirektør.

Vind kampen over påsketyvene

  • Undgå opdateringer og billeder på de sociale medier, der viser, at du ikke er hjemme.
  • Sørg for solide døre, vinduer og låse.
  • Luk og lås alle døre og vinduer.
  • Brug en tyverialarm, der kan være med til at skræmme indbrudstyven væk.
  • Brug et tænd-og-sluk-ur til at tænde for lys og musik, så hjemmet virker beboet.
  • Få naboen til at tømme post og bruge din skraldespand, hvis du er bortrejst i flere dage.
  • Sørg for, at der holder en bil foran dit hjem.
  • Mærk dine ting, så de kan genkendes, hvis de bliver stjålet.
  • Lad hjemmet rode – og undgå at ’udstille’ dyre designerting i vinduet.

Kilde: Alka

For yderligere information:
Lise Agerley, Kommunikationsdirektør i Alka
Telefon: 43 58 59 11
Mail: lag@alka.dk