Pressemeddelelse

1. december 2016

Nu starter bølgen af indbrud:
Giv indbrudstyvene en rigtig dårlig jul

Julen er højsæson for indbrud, for når danskerne er til julefrokost, holder jul ude eller er på juleferie, er der fri bane for indbrudstyvene i de mørkelagte boliger. Så hvis du ikke er hjemme i juledagene, er det vigtigt at ruste dig mod indbrudstyvene, hvis du ikke vil have tømt dit hjem for værdier.

Mens du nyder julemiddagen og pakker gaver op i juledagene, er der langt større risiko for, at en indbrudstyv er i gang med at stjæle dine ejendele i dit hjem end på en almindelig vinterdag.

Sidste år blev der ifølge Rigspolitiet anmeldt 1.471 indbrud i juledagene mod 1.339 i 2014. Og alene blandt Alka Forsikrings kunder viser en opgørelse, at der juleaften sker over fire gange så mange indbrud som på normale dage.

Det går heller ikke stille for sig 1. juledag. Her viser Alkas opgørelse, at der anmeldes 72% flere indbrud end normalt. Og selvom tyvene så småt begynder at gå på juleferie 2. juledag, anmeldes der alligevel 63% flere indbrud end normalt.

”Hvert år får rigtig mange danskere tømt deres hjem for deres værdier. I de fleste tilfælde får de deres økonomiske tab dækket af forsikringen, men mange mister også ting, der er uerstattelige. Det kan være billeder på computeren eller smykker, der er gået i arv i familien. Det værste er ofte ikke selve tabet, men at man føler sig krænket i lang tid efter. Især børn føler sig utrygge længe efter, fordi de ved, at fremmede har været inde i deres hjem,” siger Lise Agerley, der er kommunikationsdirektør i Alka.

Rust boligen mod indbrud
Hvis man vil give indbrudstyvene en rigtig dårlig jul, skal man først og fremmest sikre sin bolig udefra.

”Kig på din bolig med en tyvs øjne og find de svage punkter. Typisk kommer tyvene ind af dårligt sikrede døre og vinduer, så sørg for godkendte låse, robuste døre og vinduer med hasper. Tænd et par lamper, når du forlader dit hjem, lad radioen køre og bor du i hus, så sørg for belysning udenfor. Et helt mørkt hjem er et sikkert tegn på, at der ikke er nogen hjemme, mens lys inde og ude får dit hjem til at se beboeligt ud. Selvom indbrudstyvene er snedige, foretrækker de at arbejde i mørke,” fortæller Lise Agerley fra Alka.

Nabohjælp
Når de fysiske rammer er på plads, er det en god idé at alliere sig med sine naboer.

”Aftal med dine naboer, at I holder øje med hinandens hjem. Ifølge Det Kriminalpræventive Råd har organiseret Nabohjælp en afskrækkende effekt på potentielle uønskede gæster og kan være med til at forhindre op til hvert 4. indbrud.

Møder du mistænkelige personer ved din nabos bolig eller på gaden, så hils og kontakt evt. politiet. Følelsen af at være blevet opdaget kan virke afskrækkende på indbrudstyven,” lyder rådene fra Alka.

Undgå de sociale medier
Sidst, men ikke mindst, så undlad at uploade feriebilleder og laver statusopdateringer om, hvor du er. Et råd, der bliver mere og mere aktuelt i kampen mod indbrud.

”Vis ikke, hvor du er – og fortæl ikke, hvor længe du er væk. Et billede fra en strand i Thailand med en opdatering om, at du er på juleferie kan være åben invitation til en indbrudstyv. Du kan nemlig ikke altid vide, hvem der ser dine opdateringer. Så det bedste råd er at uploade dine billeder efter ferien og gøre opmærksom på, at du er hjemme igen,” lyder det fra Lise Agerley fra Alka.

Sådan undgår du indbrud i julen

Indbrudstyvene har særligt travlt ved juletid. Du kan selv gøre en noget for at mindske risikoen, hvis du følger disse råd.

  • Luk og lås alle døre og vinduer
  • Sørg for, at alle karme mv. er robuste, og at alle låse er godkendte
  • Brug et tænd-og-sluk-ur til at tænde for lys og radio, så hjemmet ser beboet ud
  • Få naboen til at tømme post, rydde sne og bruge din skraldespand
  • Sørg for, at der holder en bil foran dit hjem
  • Installér en tyverialarm, der kan være med til at afskrække tyven
  • Mærk dine ting, så de kan genkendes, hvis de bliver stjålet
  • Undgå opdateringer og billeder på sociale medier, der fortæller og viser, at du ikke er hjemme

Kilde: Alka Forsikring

Tyven går efter hjem med disse kendetegn:

  • afsides beliggende eller beliggenhed med megen støj i omgivelserne
  • ingen beboere hjemme
  • ingen hund
  • gode flugtmuligheder
  • tæt bevoksning omkring boligen
  • døre eller vinduer på klem
  • tegn på luksus
  • dårlig mekanisk tyverisikring
  • intet alarmanlæg

Kilde: Det Kriminalpræventive Råd

Tyven kommer oftest ind via:

  • Knuste ruder
  • Ruder, der fjernes ved at pille lister af
  • Opbrudte vinduer
  • Terrassedøre
  • Hoveddøre
  • Kælderdøre

Kilde: Stopindbrud.dk

For yderligere information eller interview:
Lise Agerley, Kommunikationsdirktør i Alka
Direkte: 43 58 59 11
lag@alka.dk