Om Alka

Statsafgifter

Kontakt en Alka medarbejder

Du støtter både staten og forskellige hjælpefonde

Når du tegner forsikringer i Danmark, opkræves der afgifter til staten og til forskellige hjælpefonde, som Folketinget har oprettet. Folketinget vedtager og fastsætter størrelsen på de forskellige afgifter, og forsikringsselskaberne er blevet bedt om at opkræve disse afgifter.

Statsafgift

Når du tegner en bil-, motorcykel- eller knallertforsikring, bliver du opkrævet statsafgift for køretøjet. Du betaler afgiften direkte til staten via Alka. Afgiften er inkluderet i selve forsikringspræmien og er en form for moms på din forsikring. Den svarer til 30% af selve forsikringspræmien på ansvarsdelen af din bil- eller motorcykelforsikring. For knallertforsikringer udgør statsafgiften 230 kr. fast hvert år.

Stempelafgift

Stempelafgift er en afgift der skal betales til staten. Stempelafgiften beregnes som en procentsats af forsikringssummen eller prisen. Vi opkræver stempelafgiften på samme regning som din forsikring. Vi sørger herefter for at sende pengene videre til staten.

CRM-afgift

Denne afgift er en afgift, vi opkræver, hver gang du tegner en ny motorkøretøjsforsikring. Dog opkræves den kun én gang for hver bil. Afgiften er på 7 kr. pr. forsikring og dækker udgiften for motorkontorets udstedelse af forsikringsbeviset. Vi opkræver afgiften, når du betaler forsikringen første gang, og sender herefter pengene videre til staten.

Stormflodsafgift

I forbindelse med familie-, hus- og fritidshusforsikringer opkræver vi stormflods- og stormfaldsafgift hvert år. Afgiften er på 30 kr. om året pr. forsikring, og afgiften indbetales til en pulje i Danmarks Nationalbank. Denne pulje administreres af Stormrådet under Økonomi- og erhvervsministeriet. Pengene udbetales i de situationer, hvor der normalt ikke er erstatningsmulighed for ramte familier, men hvor Stormrådet afgør, at der er tale om stormflod eller stormfald. Stormfald forårsages af, at en kraftig vind vælter eller knækker træer på større skovarealer. Stormrådet yder tilskud til f.eks. genplantning.

Miljøbidrag

Miljøbidraget opkræves for alle bilforsikringer sammen med den lovpligtige ansvarsforsikring og udgør 60 kr. om året pr. bilforsikring. Miljøbidraget er finansieringsgrundlaget for den såkaldte skrotpræmie, som bilejere modtager, når deres gamle bil skrottes eller ophugges. Bidraget opkræves af Alka og afregnes direkte til de statslige told- og skattemyndigheder.