Tjek dit betalingskort
- Opfat dit betalingskort som penge. Opbevar det derfor sikkert både ude og hjemme. Lad det f.eks. ikke ligge fremme
- Opbevar aldrig kortet sammen med PIN-koden. Lær din PIN-kode udenad, eller brug en PIN-kodehusker
- Giv aldrig kortets PIN-kode til andre. Den er personlig, og du er den eneste, der må kende den
- Brug ikke din PIN-kode til andre formål, som f.eks. kode på internettet
- Sørg for, at ingen kan se din PIN-kode, når du taster den ind
- Skriv aldrig under på en kvittering, før totalbeløbet er skrevet på
- Husk din kvittering, og gem den, så du senere kan kontrollere kontoen
- Kontrollér med jævne mellemrum, at du ikke har mistet kortet
- Reagér med det samme, hvis dit kort er blevet væk, eller du får mistanke om, at det kan være misbrugt
Der er altid en selvrisiko
Hos banken har du en selvrisiko, hvis en tyv hæver penge på dit kort ved brug af den personlige kode. Det betyder, at du ikke får alle pengene erstattet, hvis en tyv benytter dit betalingskort. Hvis en indbrudstyv finder både dit betalingskort og koden hertil i dit hjem, vil forsikringsselskabet i nogle tilfælde kunne erstatte din selvrisiko hos banken. Hvis kort og pinkode derimod ligger sammen og stjæles fra f.eks. din taske eller lomme, dækker forsikringen ikke selvrisikoen.
Hvis du har mistet dit betalingskort
Uanset om dit betalingskort er blevet stjålet, eller du bare har tabt det, skal du hurtigst muligt kontakte dit pengeinstitut eller din kortudsteder. Uden for pengeinstituttets åbningstid kan du kontakte PBS på 44 89 29 29.
Udvid familieforsikringen, hvis du eller din ægtefælle skal på plejehjem
Nogle ægtefæller bor hver for sig, f.eks. fordi den ene bor på plejehjem. På familieforsikringen, der dækker indboet, kan du få noteret, at det også skal dække indboet i din eller din ægtefælles plejehjemsbolig. På den måde er du og din partner sikret begge steder.
Hvis du bor på plejehjem og har en separat familieforsikring hos Alka, kan du udvide den, så den også dækker tyveri af kontanter og smykker fra aflåste skuffer, skabe og lignende. Normalt dækker forsikringen ikke tyveri af kontanter og smykker, når døren ind til ens beboelse ikke er aflåst.
Forebyg tasketyveri
Tasketyveri er ubehageligt. Faktisk kan det opleves som et helt overfald. Hvis du er ude for et tasketyveri, så hold aldrig fast i tasken. Så risikerer du at blive væltet omkuld. Giv slip, råb om hjælp, og tilkald politiet.
Hvis du vil undgå tasketyve, kan du:
- Have pung og nøgler i en lukket lomme i din jakke
- Bruge en pengekat eller bæltetaske under overtøjet
- Gå med tasken på armen i stedet for i hånden
- Tage et net eller en plasticpose med på indkøb, så du ikke frister tasketyve
Hæng frakken i garderoben, men på eget ansvar
Det er så ærgerligt at opdage, at frakken er forsvundet fra garderoben, mens du f.eks. var til koncert, foredrag eller på restaurant. Ofte skyldes det heldigvis en forbytning, og frakken dukker måske op igen.
Hvis der er tale om tyveri, dækker din forsikring frakken. Hvis du har kontanter liggende i lommen, bliver de dog ikke dækket. Kontanter er kun dækket ved indbrud, røveri eller ran. Ran er den form for tyveri, hvor tyveriet opdages i gerningsøjeblikket af enten offeret selv eller af vidner.
Selvom du hænger din frakke i en bemandet garderobe, er frakken og dine ting i lommerne ofte dit eget ansvar alligevel. Dog er det selvfølgelig mere sikkert at bruge en bemandet garderobe end en ubemandet.
Vær forsikret korrekt i dit fritidshus
Alkas Fritidshusforsikring ligner en husforsikring. Forsikringen dækker selve huset, dvs. mure, tag, trappe, kælder osv. samt udhuse, garager og lignende. Til gengæld kan du udbygge fritidshusforsikringen, så den dækker dit indbo i fritidshuset, dvs. alle dine møbler og dine ting.
Mange tager ting med fra deres helårsbolig, når de tager ud i deres fritidshus. De midlertidigt medbragte ting er dækket af din almindelige Familieforsikring (indboforsikring), hvis du opholder dig i fritidshuset i den samme periode.
Hos Alka er dine midlertidigt medbragte ting også dækket i perioden 1. juni til 31. august, også selvom du ikke opholder dig i fritidshuset.
Dæk dine hjælpemidler, som f.eks. rollator og gangstativ
Uanset om din kørestol, rollator eller gangstativ er dit eller ejet af det offentlige, er det dækket af din Familieforsikring (indboforsikring). Hvis du har en el-kørestol, må den maks. kunne køre 15 km/t for at være dækket af familieforsikringen.
Husk altid at låse din kørestol. Du skal også låse dit gangstativ og din rollator fast, hvis du stiller den uden for din bolig. Ellers kan du desværre risikere, at gangstativet eller rollatoren ikke står der, når du skal bruge dem igen.
Hvis du oplever hærværk på kirkegården
Indimellem sker der desværre hærværk på kirkegårdene. Det er til stor smerte og ærgrelse for de efterladte.
Derfor er det en god idé at sørge for, at forsikringen dækker. Så behøver du nemlig ikke spekulere på udgifterne, hvis hærværket går ud over f.eks. din ægtefælles gravsted.
Kontakt dit forsikringsselskab, og hør, hvordan du står. Er du forsikret hos Alka, ringer du blot 70 12 14 16.
Gør det svært for lommetyven
- Hav pung og nøgler i en lukket lomme
- Hold tasker og kufferter lukkede
- Undgå at hænge jakker eller tasker over stolerygge på café eller restaurant
- Læg ikke mobiltelefoner på borde eller andre steder, så de er synlige
- Opbevar ikke punge og tegnebøger de klassiske steder, f.eks. i baglommer, hvor de er lette at fiske op
- Vær opmærksom på personer, der virker påtrængende eller nærgående, især når du hæver kontanter i pengeautomater
- Vær opmærksom i tog og busser, hvor folk står tæt. Især når du stiger ind og ud
- I gågader og på pladser bør du altid være på vagt, især hvis du står stille og ser på folk, der optræder
- Gå med tasken på armen i stedet for i hånden
Pas på dine briller
Hos Alka bliver vi tit spurgt, om vi dækker briller, der er gået i stykker. Det kan nemlig ske for selv den bedste, at brillerne går i stykker – og det kan være meget dyrt forsikre sig i mod.
Umiddelbart dækker vi nemlig ikke briller, der er gået i stykker. Men hvis de er blevet ødelagt i f.eks. et trafikuheld, dækker forsikringen selvfølgelig. Dine briller er også dækket, hvis andre ødelægger dem. Så dækker deres ansvarsforsikring.
Vær opmærksom på, at dækningen på briller er forskellige fra indboforsikring til indboforsikring. På de gamle betingelser (FB-01 + forbundsbetingelserne) dækkes briller ved alle trafikskader. Men på den nye familieforsikring (AF-02) er briller undtaget, hvis der er tale om eneuheld på cykel/knallert.
Vær på vagt over for tricktyverier
Flere ældre er desværre blevet udsat for de såkaldte tricktyverier. Det er tyverier, hvor folk bliver lokket til at lukke en fremmed ind i sit hjem. Den fremmede udgiver sig ofte for at være en anden, f.eks. en læge eller politimand. Ofte vil den fremmede også bede om at låne telefonen eller et stykke papir for at skrive en besked ned.
Når den fremmede er kommet indenfor, lister en hjælper sig ubemærket ind og stjæler f.eks. penge, smykker eller andre værdigenstande. Det kan også være, at det er den fremmede, der selv stjæler.
Mindsk risikoen for tricktyveri:
- Lav en fast aftale i forbindelse med besøg af hjemmehjælper, håndværker, familie osv. Og sørg for at aftalerne bliver overholdt.
- Luk ikke fremmede ind, uden at de har vist legitimation, så du kan se, at de er den, de udgiver sig for at være.
- Hvis du har lukket nogen ind, så sørg for at låse døren bag dig.
- Lad være med at have mange penge og andre værdier liggende hjemme. Har man penge og værdier i hjemmet, skal de opbevares et sikkert sted. Desuden vil det ofte rygtes, hvis du ligger inde med mange penge, og den viden kan komme i kontakt med de forkerte mennesker.
- Selvom du bor alene, behøver du ikke at skilte med det, f.eks. på dørskiltet. Du kan f.eks. nøjes med at skrive dit efternavn på dørskiltet, så ved fremmede ikke, om du er ung, ældre, herre, frue eller frøken, eller hvor mange der bor i hjemmet.
- Betal regningerne via Pengeinstitutternes Betalingsservice (PBS)
- Opbevar guld og sølv i en bankboks, og få sat mærke på bankbogen
Læs mere om, hvordan du forebygger tricktyverier på Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside.
Bevar ulykkesforsikringen
Det er en rigtig god idé at beholde sin Ulykkesforsikring, selv om du stopper på arbejdsmarkedet. Vi anbefaler, at du ændrer en eventuel fritidsulykkesforsikring til en heltidsulykkesforsikring.
Når du ikke er på arbejdsmarkedet længere, skal din egen forsikring nemlig dække hele døgnet. Sørg også for, at din stillingsbetegnelse på ulykkesforsikringen er rigtig. Der er nemlig mulighed for, at du kan få en lavere præmie, fordi du har forladt arbejdsmarkedet.
Fortsæt med at være godt kørende
Rådet for Større Færdselssikkerhed har følgende gode råd til ældre bilister:
- Hold rutinen ved lige – kør bil mindst en gang om ugen hele livet, hvis du har kørekort og bil. Det gælder både kvinder og mænd
- Gå til kontrol hos en læge, hvis dit syn, hørelse eller bevægelighed ændrer sig. Små skavanker kan som regel afhjælpes
- Vælg en ældrevenlig bil i god tid. Det kan være en bil med automatgear, god ind- og udstigningshøjde, nemt indstillelige sæder og mange airbags
- Vær særlig opmærksom i vejkryds
- Hvis du føler dig usikker, når det er mørkt, glat eller dårligt vejr, så undgå at køre
- Undgå myldretiden i de store byer
- Lad dig ikke presse til hasarderede handlinger af de andre trafikanter
- Hvis du får trafikfarlig medicin, er det ulovligt at køre bil. Tal med din læge eller dit apotek om det
- Tag et par køretimer hos en kørelærer eller et køreteknisk kursus, hvis du føler dig usikker
Hos Alka har vi en ordning, der går ud på, at man kan få en lavere præmie, hvis man vælger en højere selvrisiko, når andre kører bilen. Så hvis du stort set ikke låner din bil ud, er det en god idé at vælge den lavere præmie.