Hvorfor er Alkas pris så lav, når andres er så høj?
Alka kan tilbyde denne pris, fordi omkostninger til administration og salg er små. Desuden skal vi ikke skabe en indtjening til vores aktionærer – som andre selskaber.
Skal jeg have andre forsikringer i Alka for at kunne få denne forsikring?
Nej, du skal ikke have andre forsikringer i Alka for at få forsikringen. Vi vil dog meget gerne give dig et tilbud på resten af dine forsikringer, da vi også er meget konkurrencedygtige på øvrige forsikringer.
Betaler forbundet noget af forsikringen?
Nej, forbundene betaler ikke noget af forsikringen. Kunden skal selv betale for forsikringen.
Hvad med de kunder, som betaler mindre for deres familie/indboforsikring i dag?
De kan beholde deres forsikring, som den er i dag til samme pris.
Hvilke ekstra dækninger kan jeg få på forsikringen?
Du kan vælge mellem flere forskellige dækninger f.eks. elektronikforsikring, glas- og kummedækning og rejse- og afbestillingsforsikring.
Får forbundene provision af denne ordning?
Nej, forbundene får ikke provision af denne ordning
Jeg har allerede en almindelig familie-/indboforsikring i Alka. Hvad gør jeg?
Du kan få ændret forsikringen med omgående virkning. Hvis din husstand er berettiget til at tegne Forbunds Familieforsikring, vil Alka efterfølgende returnere eventuel overskydende præmie.
Alka tvinger ingen kunder over på den nye Forbunds Familieforsikring. Det er vigtigt, at kunderne accepterer de ændringer, der sker - f.eks. hvis selvrisikoen bliver lidt højere end tidligere.
Hvad dækker Forbunds Familieforsikringen?
Forsikringen dækker som en almindelig familieforsikring – dvs. forsikringen omfatter:
- de samme personer som en standard-familieforsikring = medlemmet og alle øvrige i husstanden.
- de samme dækninger som en standard-familieforsikring = Indbo-, El-skade-, Ansvar- og Retshjælpsforsikring.
Som noget særligt har Forbunds Familieforsikringen ikke noget loft over forsikringssummen. Det betyder, at der ikke er nogen forsikringssum, som udgør den maximale erstatning ved en skade. Kun hvis du har særligt værdifulde ting i dit hjem, har du brug for ekstra dækning.
Forsikringen har en selvrisiko – dvs. egenbetaling – på 1699 kr. (2012 pris) i forbindelse med skader. Du kan ved ekstra betaling for din Forbunds Familieforsikring få en lavere selvrisiko på 1067 kr. ( 2012 pris).
Hvis du har en alarm med månedlig abonnement (som var tilsluttet ved indbrud), så slipper du for selvrisiko ved indbrud.
Hvem er dækket af Forbunds Familieforsikringen?
Alle i husstanden (uanset alder). Udeboende børn under 21, som bor alene, er også dækket.
Hvem sørger for opsigelse af min nuværende forsikring?
Alka sørger for at opsige din nuværende forsikring i andet selskab. Der er kun et opsigelsesvarsel på 1 måned.
Vi skal kende dit policenummer og vide, hvornår vi kan opsige din forsikring – det er nemt, og vi sørger for alt det praktiske omkring overflytning, bl.a. at din nye forsikring træder i kraft samme dag, som den gamle ophører, så du aldrig er uden dækning.
Hvorfor er prisen 1.270 kr. ?
Prisen er sat ud fra et gennemsnit af Alkas forventede skadesudgifter tillagt udgift til administration af bl.a. opkrævning og skadebehandling.
Når mange træder sammen og forsikres i en gruppe, spredes risici, og det gør det muligt for Alka at tilbyde en attraktiv pris.
Ordningen er det nærmeste, vi kan komme den oprindelige forsikringstanke: Alle bidrager med samme beløb til én stor pulje – puljen benyttes til at finansiere skaderne.
Hvorfor er der ikke flere forbund med?
Alka har en god dialog med en række andre LO-forbund, og de vil med interesse følge samarbejdet mellem Alka og de 12 forbund. Alka vil se positivt på at udvide antallet af forbund i ordningen.
Hvor mange får dette tilbud?
Indtil videre har mere end 1.000.000 forbundsmedlemmer fået det gode tilbud.
Pt. er 11 forbund med i ordningen: Dansk Metal, Serviceforbundet, Malerforbundet, 3F, NNF, Dansk El-Forbund, HK, Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund, Teknisk Landsforbund, Dansk Artist Forbund og Blik og Rørarbejderforbundet.
Nogle selskaber tilbyder en lavere selvrisiko end 1699 kroner. Skal det ikke også opgøres i min samlede udgift til forsikringen?
Jo, det skal det. I gennemsnit har en forsikringskunde en skade hvert 6. år. Altså en udgift til selvrisiko som svarer til 250 kroner pr. år når man tager udgangspunkt i Forbunds Familieforsikringen med en selvrisiko på 1699 kr. Det skal du holde op mod, hvad du betaler om året for din nuværende indboforsikring - og eventuelt gange den med 6, hvis du føler dig "gennemsnitlig"!
I øvrigt bør du vurdere, om dækningerne er ens.
Du kan få en lavere selvrisiko på 1067 kr. på din Forbunds Familieforsikring.
Hvis du har en alarm med månedlig abonnement (som var tilsluttet ved indbrud), så slipper du for selvrisiko ved indbrud.
Læs mere om alarm her. Får man også 10% LO Plus rabat på Forbunds Familieforsikringen?
Der ydes ikke 10% rabat på Forbunds Familieforsikringen, som i forvejen er en billig indboforsikring. Derimod gives der 10% rabat på øvrige privatforsikringer dog ikke gruppelivsforsikringen.
Hvorfor sparer nogle mere end andre?
I markedet er der stor prisforskel på familieforsikring. Normalt sættes prisen ud fra en række fakta om f.eks. kundens alder, bopæl, boligforhold (kvm, etage), antal beboere i husstanden m.v.
Nogen (få) kan spare flere tusinde og andre (få) sparer ikke noget.
Vi har valgt den mest enkle løsning, som er nem at kommunikere og samlet set billigst at administrere. I øvrigt er ens pris mest solidarisk, når man ser over et helt livsforløb.
Kan jeg fortsætte med Forbunds Familieforsikringen, selvom jeg går på pension?
Ja, det kan du sagtens. Så længe du er medlem af forbundet, kan du beholde Forbunds Familieforsikringen.
Mister jeg min samlerabat i et andet selskab?
En del medlemmer vil opleve, at deres øvrige forsikringer vil stige, hvis de opsiger deres familieforsikring. Det skyldes, at familieforsikringen kan være nøglen til en samlerabat i de andre selskaber.
Du er meget velkommen til at henvende dig til os og få et tilbud på dine øvrige forsikringer i Alka. Der vil være samlerabat, som for rigtig mange vil rumme attraktive besparelser.
Er skilsmissebørn også dækket af rejse – og bestillingsforsikringen?
Alkas Rejse- og Afbestillingsforsikring omfatter de samme personer som familieforsikringen. Men derudover gælder, at rejseforsikringen også omfatter delebørn under 21 år, når de rejser sammen med et medlem af husstanden.
Altså er et skilsmissebarn under 21 år med folkeregisteradresse hos sin mor også omfattet af faderens Rejse- og Afbestillingsforsikring, når barnet rejser med faderen (hvis faderen har forsikring i Alka).
Hvordan er det med skilsmissebørn, der har adresse et andet sted, men der er samkvem og fælles forældremyndighed?
Forbunds Familieforsikringen omfatter husstandsmedlemmer, der er tilmeldt samme folkeregisteradresse som forbundsmedlemmet.
For skilsmissebørn er det også folkeregisteradressen, som afgør forsikringsspørgsmålet. Den adresse, som barnet er tilmeldt ved folkeregisteret, afgør, hvilken forsikring barnet er sikret under. Er barnet tilmeldt moderens folkeregisteradresse, så er det moderens forsikring, som omfatter barnet. Har barnet samme folkeregisteradresse som faderen, er det faderens familieforsikring, som barnet er omfattet under.
Skilsmissebørn, der flytter hjemmefra (bor hverken hos mor eller far), er omfattet af både moderens og faderens forsikring, så længe de bor alene og er under 21 år.
Hvordan med min samlerabat i Alka?
Den fortsætter uforandret.
Hvad hvis to – eller flere – i samme husstand modtager tilbuddet om Forbunds Familieforsikring?
Den ene bør sige ’nej tak’, da dækningen omfatter alle i husstanden! Bemærk: Forsikringen kan ikke stå i begge navne.